58 år efter realeksamen

28. august 2019

For en uge siden, onsdag den 21. august, var det tid for endnu et gensyn, det femte, efter at vi forlod Skælskør skole i 1961. Denne gang på Skælskør Busmuseum, som ikke eksisterede i min skoletid.
Det var sjovt at se busser, man havde en større eller mindre erindring om. Man mindedes lyden, lugten og askebægrene på hver eneste stoleryg. Og billetmaskinerne i forskellig udformning. Og der var mange busser, inklusive en af de engang futuriske SAS-busser, der kørte mellem Arne Jacobsens ikoniske SAS Hotel i Hammerichsgade og den endnu beskedne lufthavnsbygning i Kastrup. Men først og fremmest gjaldt det naturligvis samværet.

Vi var, ligesom i 2016, ti tidligere Skælskør Skole-elever samlet. Pia, som jeg ikke havde set, siden jeg mødte hende en dag på gaden i Slagelse i 1964, var med. Hun havde kun kunnet deltage en gang før, det var ved 40-års jubilæet, hvor jeg til gengæld ikke var der. Dengang i 1964 var hun ved at uddanne sig til sygeplejerske, og jeg var ved at læse til studentereksamen. Så det var 55 år siden.

Men for at regnestykket skulle gå op, var der så en, der ikke var der i år, og det var Hanne Birk eller Victoria Skyum. Hun fortalte sidste gang, at hun havde ønsket at lægge så stor afstand som muligt til sin far. Han var lærer og leder af Boeslunde skole, og hendes barndomshjem havde været på skolen, hvor de havde en lejlighed ovenpå. End ikke hans efternavn, som dog også i mange år havde været hendes, havde hun kunnet affinde sig med. "Lærer Birk", som hun kaldte ham, havde været "ualmindelig streng", og hun havde virkelig frygtet ham, når han jævnligt og nidkært "lige ville høre hende i lektierne til næste dag".
Med tanke på vores egen skoletid er det ikke svært at forestille sig, hvad der kan have ligget i ordene "ualmindelig streng". Og hvor vi i skolen trods alt var beskyttede i nogen grad af ministerielle forordninger, så gjaldt de naturligvis ikke på en skole efter skoletid, og hvor "eleven" var lærerens eget barn. Det kan have været et sandt helvede.
Jeg tror ikke, nogen af os anede, hvordan det stod til. Jeg husker hende som en glad pige, men det var hun i hvert fald ikke, sagde hun, når hun om eftermiddagen nærmede sig Boeslunde skole. I 2011 hed hun Hanna, men det havde ikke været nok. Derfor havde hun, inden vi var sammen i 2016, ændret sit fornavn til Victoria og sit efternavn til Skyum. Håber, det hjalp hende, og at hun nåede at få glæde af det. Hun døde tidligere i år af cancer. Trist.

Dermed er fire af os borte, Hansa, Bente, Lissi og Hanne. Fem, hvis vi regner Peter Graae Rasmussen med. Han startede jo i realklassen, blev elektriker, ansat på et skib og forsvandt, antagelig druknet, få år efter.


Vi havde en fantastisk dag i hinandens selskab. Frokosten blev indtaget på Hotel Postgården, og nogle af os var oppe og kigge på teatersalen, som ikke længere er en teatersal, men et festlokale, og hvor der står en stort skab, der stammer fra Elses hjem. Her har jeg oplevet Kalmanns operette, Czardasfydstinden, opført af Kay Abrahamsens omrejsende operetteteater. Og jeg har gået til dans i den sal hos Inge og Kaj Hansen og optrådt som Lods Mikkelsen i Johanne Louise Heibergs vaudeville eller syngespil, En søndag på Amager. Det må have været i 4. mellem eller realklassen.

Vores fremragende arrangører, Else og Grethe, påtog sig at samle os om to år, den 25. august, til vores 60 års jubilæum. Så det ligger i de bedste hænder. Og det ser vi frem til.