Gymnasieår

Præcist hvilken dag, jeg startede i 1.g. på Slagelse Gymnasium, ved jeg ikke. Jeg har ”altid” ment, det var den 12. august, men den 12. august 1961 var en lørdag, og selvom lørdag var en normal skoledag, om end med afkortede timer, så der kunne lukkes klokken 13, er den næppe blevet brugt som første skoledag.
Fredag, den 11. august virker heller ikke sandsynlig. Derfor skal vi nok helt frem til mandag, den 14. august.

I den store sammenhæng er det selvfølgelig også ganske uden betydning, men jeg er nu engang sådan indrettet, at noget, der bygger på tal, skal være nøjagtigt. Og det, skønt jeg ikke er matematiker, og således ikke startede på den matematiske linje, men på den nysproglige, denne augustdag.

Gymnasiet dengang

For unge læsere skal det tydeliggøres, at der kun var to linjer i gymnasiet, og at der heller ikke var en masse forskellige andre gymnasiale uddannelser at vælge imellem og derfor heller ikke behov for betegnelser som STX, HTX og lignende. Der var ligeledes ingen niveauopdeling i A-, B- eller C-fag. Man blev enten matematisk eller nysproglig student, og da de nysproglige pr. definition ikke forstod sig på hverken matematik, fysik eller kemi, blev de ikke undervist i disse discipliner. De havde i stedet sprog, på højt niveau. Og de var – typisk – piger. Og hvad ved ”den slags” overhovedet om noget, der minder bare lidt om teknik?

I det matematiske gymnasium var der følgelig en markant underrepræsentation af piger, vel en 6-8 ud af en ca. 20 elever stor klasse.
I det sproglige gymnasium gjorde det omvendte sig gældende, dog med langt større vægt. Vi var kun to drenge. Den anden hed Peter, Peter Gelsing. I vores parallelklasse var der tre. For mig var det ikke specielt. I realklassen havde vi også kun været to drenge, indtil et par måneder før eksamen, hvor den blev suppleret med en tilflytterdreng.

Hvad jeg fortæller om gymnasielinjer, er ikke helt rigtigt. Der fandtes nemlig – på få gymnasier, af de få gymnasier, der eksisterede i Danmark dengang – også en gammelsproglig linje, hvor hovedvægten blev lagt på græsk og latin. Men ikke i Slagelse, og hvis der havde været en sådan tredje linje, ville jeg alligevel ikke have overvejet den.

Slagelse kommunale Gymnasium

Gymnasiet, der lå i Herrestræde, var grundlæggende gammelt, opført i gule, med årene slidte og søvnige mursten. Det havde også en grundskoleafdeling, der startede i første mellem. Elever derfra, og som virkede rimeligt fornuftige, kunne regne med at fortsætte direkte i gymnasieafdelingen. Det samme kunne elever fra Østre Skole i Slagelse. Fra de to eller tre øvrige kommunale skoler samt privatskolen, Dyhrs Skole, krævedes der optagelsesprøve. Det samme gjordes der fra skoler i omegnsbyerne, Korsør og Skælskør, hvor jeg kom fra, samt et stort opland, der strakte sig til Dianalund i nordvest til Fuglebjerg og Dalmose i øst. I Sorø havde man Sorø Akademi og i Næstved Herlufsholm, der også optog hjemmeboende elever.



Man havde ikke lektioner, som i dag. Hver dag var der seks timers undervisning i seks forskellige fag. Hver time var på 50 minutter, efterfulgt af 10 minutters frikvarter. Efter 3. time var der dog en pause på 20 minutter, beregnet til frokost. Undervisningen sluttede derfor klokken 14. Der var ikke kantine på gymnasiet. Man medbragte madpakke.

Om lørdagen var timerne forkortet til 40 minutter, således at der stadig kunne være seks timer og fag, inden det blev tidlig weekend. Nogle fag havde vi vel hver dag, andre i hvert fald flere gange om ugen.

De regulære frikvarterer skulle tilbringes i det fri, uanset vejret. En gymnasielærer, lektor Nørgaard, fungerede som såkaldt ganginspector med ansvar for, at alle blev gennet udenfor.

En undtagelse var 3.g'erne. De havde et stort rum i kælderen i den gamle bygning stillet til rådighed. Værelse 19 kaldtes det. I det var det også tilladt at ryge!

Første skoledag

Nyt og spændende. Alle de nye, omkring 80 drenge og piger, samledes i den nye aula. Lærerkollegiet var til stede, og rektor holdt velkomsttale, hvorefter vi gik til vores klasselokale. Peter anbragte sig ved et enmandsbord lige inden for døren og i første række. Dermed var det afgjort, at vi ikke skulle sidde ved siden af hinanden. Derfor indtog jeg et enmandsbord på samme linje, men overfor ved vinduet. Selvfølgelig lutter fremmede ansigter, men jeg lagde mærke til en pige, der havde sat sig ved et bord sammen med en anden pige i midten, helt nede ved bagvæggen. Hun var tynd, høj, havde lyst, lidt krøllet og ret kort hår. Hun grinede og fortalte højlydt noget til de nærmeste.

Jeg husker ikke, hvilken lærer, der tog sig af os, men der var navneopråb, ikke præsentation, som jeg husker det, og da fik jeg navnet på pigen. Elisabeth, der ville kaldes Lisbeth, med efternavnet Asmussen. Pigen, hun delte bord med, hed Lizzie.

Vi fik nogle bøger udleveret, og efter lidt mere snak og orientering i en times tid gik vi alle hver til sit, jeg til stationen for at vente på den første bus til Skælskør, nogle for at køre med tog til Korsør eller tage med bus eller tog andetsteds hen, og de ”indfødte” gik vel bare hjem.
Med min bus skulle også gamle kendinge fra Skælskør skole, Bodil fra realklassen, som var kommet i min parallelklasse, og Georg og Otto, som jeg tidligere havde gået i klasse med, og som nu, efter nogle år på ”den private”, var havnet i hver sin matematiske klasse.

Dagligt frem og tilbage

Gennem det meste af 1.g skulle vi tage den ordinære rutebil til Slagelse. Den kørte så tidligt, at vi måtte tilbringe omkring tre kvarter på Slagelse Banegård hver morgen. Jeg købte mange dage Dagens Nyheder, en ret konservativ avis og forslog ventetiden med den. Senere blev der oprettet en skolebus, som afgik senere og ankom til Slagelse station ti minutter før skolestart. Om eftermiddagen skulle vi tage den ordinære DSB-rutebil. Den gik klokken 14, når gymnasiet sluttede. Derfor skulle vi, der var afhængige af den, gå ti minutter før. Hvad jeg gjorde de mange dage, hvor jeg kørte i min fars bil, husker jeg ikke. Den holdt på lærernes meget lille parkeringsplads bag gymnasiet. Måske er jeg blevet tiden ud de dage? Eller også har jeg bare sneget mig ud på parkeringspladsen 13.50?

Overordnet set

Der var meget langt fra folkeskolens kæft, trit og retning til det langt friere gymnasiemiljø. Men vi var ikke på fornavn med lærerne, og vi sagde De til dem. Rektor skulle tiltales rektor, de øvrige lærere med hr., fru eller frøken, efterfulgt af deres efternavn. Det sidste fulgte folkeskolens princip med enste forskel, at man i stedet for lærer sagde hr.
Lærerne sagde du til os og fornavn. Som i folkeskolen måtte man gerne slå eleverne, og rektor fortalte, at man faktisk havde et spanskrør, men at han havde den holdning, at det skulle være unødvendigt at bruge det i et gymnasium. Og det havde han da helt ret i.

Lærere og fag

Latin og oldtidskundskab

---

Fransk

---

Dansk

---

Engelsk

---

Tysk og historie

---

Musik

---

Idræt

---

Naturfag

---

Kristendom

---

Kultur

Almen dannelse var naturligvis mere end terperi og udenadslære som i folkeskolen. Der var musik på gymnasiet. Den havde et orkester og et sangkor. Jeg blev tenor, og af det vi sang, husker jeg slavekoret fra Aida og Panis Angelicus plus naturligvis alle de studentersange, ingen nyudsprungne studenter kender eller synger i dag, som Gaudeamus igiturog Sjung om studentens lückliga dag.






Der var også et elevblad med titlen Gnisten, og der var en elevforening med navnet ADK, Almen Diskussions Klub, der især arrangerede såkaldte ADK-Baller lørdag aften, vel en gang om måneden. Og dertil var knyttet et jazzorkester, hvis kendingsmelodi jeg desværre ikke kan huske navnet på. Jeg mente i lang tid, at det var Duke Ellingtons Take the ”A” Train. Den ligner, men er det ikke.


En tradition var det også, at 2.g’erne hvert år stod for årets skolekomedie i november. Komedier var der nu sjældent tale om. Vores årgang satte tre enaktere op. Jeg spillede Robert i Karin Boyes Hun, som bærer templet.





Året efter var det den 22. november 1963. Skønt der hverken var internet, mobiltelefoner eller andet, gik der pludselig en hvisken fra stol til stol, Kennedy, USA’s unge præsident, var blevet skudt i Dallas, Texas.

Elevture

Den første tur var kort efter vores start i 1.g. De fire nye klasser var i Svendborg – vel som en slags introduktion - med tog, færge og tog og med frokost på et sted, der hed Christiansminde, røde pølser og brød kædet sammen med vers, der, som jeg husker det, blev skrevet på stedet som gruppearbejde. De skulle handle om pølsen og skulle kunne synges på menuetten fra Kuhlaus Elverhøj. Det lå som i luften, at den måtte man da kende. Jeg gjorde ikke, men holdt – som måske en del andre – denne viden for mig selv.

Vi var i København flere gange på endagsture. Den, jeg husker bedst, var i foråret 1962, hvor jeg for første gang var til en operaforestilling. Den oplevelse har jeg beskrevet her.

Ved andre lejligheder har vi set Samuel Beckets enakter Mens vi venter på Godot. Det var med Bodil Udsen på Fiol teatret, og vi har oplevet en Hamlet-forestilling, nok på Det kongelige Teater. Til den mødte Peter og jeg forholdsvis berusede op efter at have delt – forhåbentligt kun – en halv flaske gin i en park om eftermiddagen. Jeg sov det meste af tiden, men havde det i øvrigt fint.

Viborg - naturfag 2.g, september 1962

Af længere ture var vi en uge i Viborg i starten af 2.g, september 1962, Vi havde base på vandrehjemmet i Viborg og var sammen med vores parallelklasse. Peter og jeg var derfor i samme værelse som Svend, Jens og Henrik og lærte dem at kende. Henrik havde nogle problemer at slås med, og kort tid efter Viborg-turen holdt han op og blev således ikke student. Til gengæld blev han god til at skrive digte. Hans efternavn var Nordbrandt. Jens blev siden en kendt organist, Jens E. Christensen. Hvad der er blevet af Svend, ved jeg ikke. Han hed Marker til efternavn, og hans far var i Slagelse byråd for kommunisterne.





Her kan det så være på sin plads at gøre drengene færdige. Min klassekammerat, Peter Gelsing, den yngste i vores klasse, var så uheldig, set ud fra et gavesynspunkt, at være født juleaften, men utroligt godt begavet. Han lærte mig matematik – skønt selv nysproglig - på nogle lørdagseftermiddage, da jeg siden fik brug for det. Han læste til polit. og blev kandidat i 1972. Han havde også fundet en sød pige, Else hed hun vist. Et par år efter blev han syg, fik konstateret en hjernetumor, og i 1975 døde han.

Berlin oktober 1962

At det skulle gå sådan, havde vi naturligvis ingen anelse om, da klassen i efterårsferien i 2.g. rejste med toget til Berlin. Det var kun et år efter, at en mur effektivt havde delt Berlin i to. Løffler havde arrangeret turen, og når den var lagt i efterårsferien, skyldtes det, at klasseture til udlandet ikke var normalt. Vi havde sparet op til den gennem ugentlige indbetalinger et stykke inde i 1.g.

Til at passe på pigerne var hans kone, Marianne, med på turen. Peter og jeg delte værelse med Løffler Jugendherberge Ernst Reuter i Hermsdorf i det nordlige Vestberlin, meget tæt på grænsen til Østtyskland og Østberlin. Om aftenen på værelset fortalte han om sin fortid og meget om især tyske politikere, noget, der ikke indgik i hans normale undervisning.

Vi var en aften i Østberlin i Theater am Schiffbauerdamm hvor vi så stykket Der aufhaltsame Aufstieg des Arturoi Uri af Bertolt Brecht..
En anden aften var vi Schiller Theather, i Vestberlin, hvor Nathan der Weise af Gotthold Ephraim Lessing blev opført

Den for mig største oplevelse var en koncert med Berliner Philharmonikerne tirsdag, den 16. oktober. Dirigent var den da 59-årige Eugen Jochum. På programmet var Paul Hindemiths Koncert for orkester op. 38, Bachs violinkoncert i E-dur, solist Pina Carmirelli og Bruchners 3. symfoni.. Løffler var en stor fan af Hindemith, så han har udvalgt det nøje. Jochum blev regnet for en af de helt stpre Brichner-fortolkere.

I dagtimerne var vi rundt i Vestberlin og en dag i Østberlin. Stort fokus havde vi naturligvis på muren, der havde spærret et helt lands indbyggere inde, og hvor tilmurede vinduer og døre i Bernauer Straße talte deres helt eget tydelige sprog.






Det, der nok gjorde stærkest indtryk på os alle, var muren og især langs Bernauer Straße, hvor gaden var grænsen mellem Øst- og Vestberlin. Husene lå i Østberlin, men havde facade til Vestberlin. Man har natten til søndag den 13. august eller i läbet af søndagen brutalt muret folks vinduer og døre til, og beboerne er blevet tvangsflyttede, men måske ikke lige med det samme? Nogle lykkedes det at springe ud i sidste øjeblik. Redningsfolk i Vestberlin forsøgte at hjælpe med springlagner, men nogle forfejlede springet eller sprang ud for højt oppe fra og mistede livet.
I gadeplan har der været forretninger, der ikke åbnede om mandagen. Nogle år senere rev man husene ned til murhøjde, senere blev de fjernet helt og erstattet ef en ny mur. En kirke, der lå lige inden for muren ved Bernauer Straße sprængte man bort i begyndelsen af firserne.

De syv første billeder ovenfor er fra Bernauer Straße. De tre næste er fra Potsdamer Platz og Check-Point-Charlie. Derefter to billeder fra et trøstesløst Østberlin - Alexander Platz og domkirken, fulgt af et fra Kurfürstendamm i Vestberlin. De sidste tre er fra Vandrehjemmet i Hermsdorf.


Previous Next

Pigen nede bagved

Indtil jeg startede på gymnasiet, havde de (ret få) piger, jeg havde været interesseret i, haft mørkt, kort hår. Den seneste havde jeg mødt i sommerferien. Hun var penneveninde med en pige i min gamle realklasse. Elsebeth hed min klassekammerat. Jette hed pigen, der skulle bo hos hende og hendes mor i nogle dage. Hun skulle, som jeg, begynde i 1.g efter sommerferien. Hun på Aalborg Katedralskole, for hun kom fra en gård lidt sydøst for Aalborg. Jette var fantastisk sød, jeg havde været til bal i Lystskoven med hende den sidste aften, før hun skulle rejse tilbage til Aalborg, og vi havde danset. Vi skrev breve sammen gennem 1.g, så døde det bare ud. Jeg så aldrig Jette siden, og jeg ved ikke, hvad hendes gymnasietid førte til.

Og så var der jo også pigen nede bagved, Lisbeth, der altid var god for en kvik bemærkning, var sød og så dejlig ud.



I slutningen af 1.g begyndte jeg i frikvartererne at trave op og ned i gården mellem den gamle og nye fløj sammen med hende og hendes veninde Marianne fra 1.mb. Jeg mener også at kunne huske, at ganginspektor Nørgaards søn, Henrik, somme tider gjorde os følge. Som dagene gik, og sommerferien rykkede nærmere, blev jeg mere og mere overbevist om, at i Lisbeth havde jeg fundet pigen i mit liv. Og det blev mere og mere intenst.
Problemet var, at hun ikke så den samme fremtid i mig og begyndte at undgå mig. Jeg, omvendt, gjorde mig alle anstrengelser for at vække noget i hende, men oplevede til ADK-ballerne gang på gang, at hun valgte andre at være sammen med. Somme tider holdt jeg op med at tale med hende. Det kunne måske vare en uge, og så kom hun og spurgte, om der var noget i vejen? Vi begyndt så at tale sammen igen, men derudover ændredes intet.
Der var også en biografklub, hvor der måske en gang om måneden eller en gang i kvartalet blev vist film for os i en af byens to biografer, Bio eller Kino. Usigelig stor glæde følte jeg, da vi sad ved siden af hinanden til filmen Diktatoren med Charlie Chaplin, og jeg forsigtigt nærmede min venstre hånd til hendes højre, og hun tog den, og vi holdt hinanden i hånden filmen ud. Dagen efter var jeg ude af varmen igen.



I 2. og 3.g sad Peter og jeg næst bagerst i mellemrækken, Lizzie og Lisbeth foran os. Det var dejligt, men gav også tit svigtende koncentration, og noget af det, jeg frygtede at komme op i til eksamen, var engelsk poesi. Jeg spurgte Lisbeth, om hun ville hjælpe mig, og efter nogen overtalelse indvilgede hun. Jeg kunne komme ud til et sommerhus ved Bildsø Stand, som hendes familie boede i den sommer.

Det var en fredag. Vi læste, og derefter kørte vi til Røsnæs i min fars grønne Mercedes 190. Hun sagde grinende, at nu lignede vi et sat ægtepar, men vi snakkede godt sammen undervejs, og vi gik ud på spidsen af Røsnæs til fyret. Jeg skrev til hende næste morgen. Det var dengang, et brev blev omdelt dagen efter, og hun skrev tilbage, og vi aftalte at mødes, og vi mødtes, og vi mødtes igen, og vi fulgtes ad til eksamenerne. Vi var blevet et par.

Studenter

Lisbeth blev student fredag den 19. juni 1964, jeg først dagen efter, lørdag den 20. Sidste fag var mundtligt dansk.
Da alle havde fået huer på, holdt rektor tale i gården, hvor fire hestevogne, en for hver 3.g-klasse, ventede på at køre os rundt til de indenbys studenters hjem. I sagens natur kunne hestevognene hverken køre til Skælskør eller Korsør.
Blomsten af Danmarks ungdom, kaldte rektor os.

En kendsgerning var det, at kun 7% af en årgang tog studentereksamen. Resultatet var stort set ligegyldigt. Der var kun adgangsbegrænsning til ganske få uddannelser. Enhver kunne blive det, han eller hun ville og kunne.

Samme aften var det afsked med Slagelse gymnasium. Trods kærlighedssorger havde det været tre vidunderlige år.

Lisbeth skulle sammen med sin familie holde ferie i Skagen, og jeg blev inviteret derop. Dagen før hendes 19-års fødselsdag satte vi ringe på hinandens fingre på broen ved Borreby slot. Det var ganske få dage før, vi skulle flytte til København. Vi var blevet voksne.

Ringene? Vi bærer dem endnu, her 60 år senere og med stor glæde.

Randbemærkninger

som på små skærme står i bunden


For fuldstændighedens skyld og for eventuelle unge læsere (mentalt er det, der ligger mere end 10-20 år før ens egen fødsel, oldtid) bør det måske nævnes, at:

1961

John F. Kennedy indsattes som ny amerikansk præsident. Han efterfulgte Dwigt D. Eisenhower, der under 2. verdenskrig var øverstbefalende for de amerikanske tropper i Europa., og som havde været på posten i otte år.

Koloniherredømmerne stod overalt for fald. Uroligheder eller krigslignende tilstande i Algier, Angola og Laos.

Uheldigt amerikansk kupforsøg i Svinebugten mod Cubas kommunistiske styre.

Sydafrika blev republik, og England mistede overherredømmet over landet.

Krig mellem Frankrig og Tunis.

Sovjet førte i rumkapløbet.

FN's generalsekretær, Dag Hammerskjöld, som Sovjetunionen havde krævet fjernet på grund af dennes indblanding i urolighederne i Angola, døde i en flyulykke.

Den tidligere SS-mand Adolf Eichmann, der i 1960 var blevet kidnappet af den israelske efterretningstjeneste Mossad i Argentina og bragt til Israel, blev anklaget for mord på seks millioner jøder under 2. verdenskrig, Han blev kendt skyldig og dømt til døden. Han blev hængt den 1. juni året efter.

Den 13. august 1961 påbegyndte styret i Østtyskland at bygge en mur midt gennem Berlin. De kaldte den en beskyttelsesmur mod vestlige kapitalister og revanchister, men dens formål var at stoppe folkeflugten fra Østberlin og Østtyskland. Mange mistede efterfølgende livet under flugtforsøg fra øst til vest. Muren stod til 1989, da Sovjetunionen og DDR økonomisk var i ruiner.

Første James Bond film, Dr. No med Sean Connery som James Bond havde premiere.

1962

I Danmark vedtog Radiorådet, at der skulle oprettes et Program 3, der skal spille "let" musik.

Radio Merkur, der i fire år, ulovligt, havde spillet let musik fra et skib i Øresund, ophørte.

Den såkaldte engrosomsætningsafgift på 9% blev indført. Fødevarer var undtaget. I 1965 blev den forhøjet til 12%, og i 1967 blev den afløst af den nuværende moms. Momsen blev 10%, men også på fødevarer. I dag er den, som bekendt vokset til 25%, og Danmark er et af de få lande i EU, der har fuld moms på fødevarer. Undskyldning: Man kan ikke finde ud af at skille fødevarer fra andre varer. Det kan man godt i andre lande. Og Danmark kunne også i 1962. Fremskridt eller hvad?

Russerne var i gang med at etablere raketbaser på Cuba, vendt mod USA, og i november var missiler med atomsprængladninger angivelgt på vej med skibe til Cuba. Kennedy indførte blokade af landet. Verden holdt vejret, mens de russiske konvoyer nærmede sig de amerikanske krigsskibe. Den sovjetuske leder Krusjtjov bøjede af og beordrede skibene til at vende om. Verden kunne ånde lettet op. Aldrig før eller siden har det været så tæt på en 3. verdenskrig. Da begge parter indså, hvor farligt spillet havde været, enedes man om at oprette en "hot-line" mellem Washington og Moskva.

I 1962 kunne man stadig ikke se tv i hele Europa. Der var bl.a. store "huller" i Norge, Sverige, Spanien og Portugal. I Irland var der kun dækning i og omkring Dublin.
I Danmark var der under 800.000 fjernsyn, dvs. kun ca. en tredjedal af husstandene kunne se tv.

Hver fjerde bil, solgt i Danmark, kom stadig fra England. Ingen japanske eller sydkoreanske biler kørte endnu på de danske veje.

Det år døde skuespillerne Kjeld Petersen og Marylyn Monroe, forfatterne Hans Kirk og Karen Blixen og atomvidenskabsmanden Niels Bohr.

1963

P3 gik i luften.

The Beetles udgav deres første LP, Please, Please Me.

Danmark fik for første gang 1. pladsen i Eurovision Song Contest, Grethe & Jørgen Ingmann med Dansevise.

Fehmernsund broen åbnedes for trafik i april, og 14. august blev Fugleflugtslinjen, Rødby-Puttgarten indviet.

Verdens første hjemmevideooptager blev præsenteret.

I juni var Kennedy i Berlin og sagde de berømte ord: "Ich bin ein Berliner." Den 22. november blev han skudt i Dallsa Texas.

Premiere på den 3. James Bond film, Goldfinger.

Verdens største bilfærge med plads til 400 biler på tre vogndæk, Arveprins Knud blev sat ind på Halsskov-Knudshovedoverfarten.

Ultimo 1963 kørte der 605.000 personbiler rundt i Danmark. Ultimo 2023 var det tal vokset næsten fem gange til 2.830.000.

1964

Københavns borgerrepræsentation vedtog i januar forbud mod rygning i hovedstadens busser og sporvogne, såfremt der ikke kunne skærmes af for ikke-rygende. Den sidste sporvogn i København kørte i 1972.

Krig på Cypern mellem Grækenland og Tyrkiet.

I april mistede Den lille Havfrue for første gang sit hoved.

Forfatteren til 007/James Bond, Ian Fleming døde.

I 1963 havde designeren Mary Quant i London lanceret nederdelen, der netop ramte knæet - fra oven. Året efter, i 1964, var afstanden ned til knæet øget betragteligt. Mini-skirtet var en realitet og vel, for mange, et symbol på kvindefrigørelse.
Paris har aldrig siden kunnet bestemme kjoler og nederdeles længde. Længden har varieret op og ned, men ingen længde har siden været den eneste ene.

Og bukser til kvinder? Ja, der havde været forsøg siden 1930'erne, men det blev i 1964 stadig betragtet som aparte. Først i 1966, da Yves Saint Loraint præsenterede Le Smoking til kvinder, kom der gang i buksemoden, og mænd mistede de facto deres monopol på bukser. Men der gik stadig nogle år derefter, hvor kvinder i bukser ikke altid var velsete på arbejdspladsen.

Vores årgang var nok en af de første, hvor kvinder ikke ville lade sig forsørge af deres mænd. Stærkt stigende skatter op gennem 70'erne har sikkert også været en accellerator for udviklingen.
Dog valgte kvinderne fortsat de kortere uddannelser og tog typiske kvindejobs. Hvorfor? Det var stadig ikke normalt med gifte, udearbejdende kvinder, og i nogle hjem "måtte" konen ikke tjene mere end sin mand.
Han, skabningens herre, så sig i årtier derefter for god til at deltage, bare nogenlunde jævnbyrdigt, i de huslige sysler, så hun manglede derfor både tid og kræfter til og muligheder for en karriere.

Normer lever længe og i særdeleshed de nærmest medfødte, nedarvede; også selvom de strider mod enhver fornuft.