Privatlivspolitik
Er du også træt af cookies? Jeg er. Men i dag kræver reglerne, at du bliver orienteret om dem, så du kan tage stilling til dem. Dette website er 100% ikke-kommercielt og har ingen interesse i at vide, hvem du er, hvor tit, du eventuelt besøger det eller i andre oplysninger om dig. Derfor indsamles cookies ikke til noget formål. Derfor kan og bliver der heller ikke videregivet data til tredjemand, og derfor er der intet, du behøver at acceptere, helt eller delvist eller slet ikke. Mansfeldt.eu er cookie-fri. Rigtig hjerteligt velkommen.
Starten
Denne side blev startet i forbindelse med mine mange år som underviser om aftenen i markedsføringsfag på Niels Brock. Lidt før årtusindskiftet spurgte en pige på et af mine hold, om det ikke var en god ide at få en hjemmeside, som der kunne være noter og andet på. For jeg lavede mange noter.
”Jo”, sagde jeg, ”men jeg aner ikke, hvordan man laver sådan en”.
”Jamen det gør jeg. Jeg arbejder med det til daglig, og jeg vil gerne lave en til dig”, sagde Camilla, som hun hed.
I pausen blev vi enige om et skelet til den, og et par uger senere havde Camilla et færdigt forslag med. Efter et par tilpasninger kørte min første hjemmeside.
Der var bare et problem: Jeg havde svært ved at opdatere den, og da Camilla havde fået sin eksamen og ikke længere kunne træde hjælpende til, blev jeg klar over, at jeg nok hellere måtte erhverve mig lidt færdigheder og selv lave en hjemmeside fra bunden. Året efter anskaffede jeg mig derfor programmet Microsoft FrontPage samt et af de hurtige hæfter til dengang en halvtredser om emnet og gik i gang. Ren html. CSS og andet, der i dag er essentielt for web-bygning, lå langt ude i fremtiden.
Da jeg var tilfreds med mit nye selvudviklede design, købte jeg en web-adresse i stedet for den hidtil gratis fra TDC, uploadede siden med det FTP-program, jeg havde fået af Camilla og kunne konstatere, at den virkede – med frames og det hele, sådan som man brugte det dengang og optimeret til en skærmoplæsning på ca. 800 x 600 pixels. Selv en meget lille skrift (7,5 pt var almindeligt) så stor ud på en computerskærm. Det gør den ikke i dag og langt mindre på en smartphone, som da heller ikke fandtes.
Fortsætte eller hvad?
Da jeg sluttede med at undervise i foråret 2005, mistede den sin eksistensberettigelse, men først i efteråret 2007 tog jeg den op til revision. Jeg havde ligesom valget mellem at slette den eller bruge den til noget andet. Jeg besluttede mig for det sidste, for det var også ganske sjovt at arbejde med hjemmesider. Og at skrive kan jeg også godt lide.
De fleste sider på den forsvandt, mens de to sidste, hvor der stod lidt om mig, min baggrund, familie osv., blev rykket frem og nænsomt opdateret. Resten var nyt og lidt af en famlen rundt i mange retninger. Den fik også et blog-lignende appendiks, som jeg kaldte "Så er det sagt", og som jeg sagde alt for lidt på.
Billeder skulle den også have, men dem valgte jeg at lægge på en helt ny hjemmeside,
Addicted to Photography (mansfeldt.net) sammen med et "historisk" tilbageblik. Ren nostalgi. Men sådan er det sikkert, når fortiden nødvendigvis må være længere end fremtiden. Siden trænger dog i høj grad til en aktualisering på alle fronter. Nyt projekt. Som den ser ud i dag, er den næppe et besøg værd.
Hjemmesider skal være responsive
Som andre private hjemmesider, og også en del erhvervssider, har den så ligget stort set stille og upåagtet, mens tiden løb fra den. Ikke bare indholdsmæssigt, hvor referencer til ”nutiden” viste, hvor meget verden forandrer sig på 10-12 år, men også teknisk og designmæssigt.
iPad’en fra 2010 og senere smartphonen ændrede alt. Hjemmesider skal i dag kunne læses på alle skærme, men først og fremmest på en telefon. De skal være responsive og mobile-first.
Det er denne nu endelig blevet. I 2019, hvor den samtidigt skiftede navn fra
gregm.dk til
Så er det sagt. Sagt om mig, og om det, der interesserer mig og ligger mig på sinde, stort og småt, og ført så meget op til nutiden, som det nu engang er muligt, når webmaster er fyldt 77, og indholdet primært er - tilbageblik.
Og den fik sikkerhedscertifikat, som hjemmesider - i hvert fald kommercielle, hvad denne ikke er - "skal" have. Desuden blev web-adressen ændret til https://mansfeldt.eu.
Indhold
Hvis du vil læse med, er du velkommen til at blive. Her er noget om biler i min barndom, musik, lyd og billede, foto nu og i fortiden, computere, rejser, skolegang og barndom i 50’erne, kilte og meget andet. Og jeg har planer om mere.
Det meste af det vil du nok kunne finde på
"Småt og lidt større": Hvad der falder mig ind, og som jeg synes, der skal ord på.
Søllerød, august 2021
Gregers Mansfeldt